I begyldelsen af det 20. århundrede udviklede forskere en måde at blande radium 226 med maling til at skabe ‘radioluminescerende/ selvlysende maling’. Alle var fascinerede af denne opdagelse, der førte til anvendelsen af maling til ure, telefoner og endda flyinstrumenteringspaneler (nu antikke). Der gjorde det muligt for apparaterne at ses i mørke.
Men den ny fundne ide var ikke uden problemer, og i 1925 sagsøgte en gruppe af radiummalere, som senere blev kaldt ʻthe Radium Girlsʼ. Deres arbejdsgiver over sundhedsproblemer, der blev antaget for at stamme fra indtagelse af radium gennem en praksis, der hed at de ‘pegede’ deres pensler. Simpelt sagt, slikkede de børsternes ender for at gøre dem spidse og indtog derfor radiumrester fra børsten. I 1930’erne blev praksisen med at spidse penslerne med munden stoppet. Og hvis forekomsten af ondartede bivirkninger på grund af radium faldt til nul onkring 1950. Dette førte til at de fleste troede, at radium ikke var et problem, medmindre man naturligvis spiste det.
Tres år senere ville forskere fra University of Northampton finde ud af om “antikke” armbåndsure, væg ure, telefoner mv. Der tidligere var belagt med radiummaling, kunne påvirke radongasniveauerne, da radium naturligt nedbryder og henfader til radongas.
Undersøgelsen blev udført i et lille soveværelse og bestod af at måle radongasniveauet for en basislinje. Derefter tilføje 30 radiums-ure til rummet. For at derefter se, hvor meget radonniveauet ville ændre sig, hvis det overhovedet ændrede sig. Ved gentagelse af testen blev det opdaget, at rummets radonniveau steg til 134 gange EPA anbefalet aktionsniveau.
I den første af denne slags undersøgelser indikererede disse nye data en tidligere ubemærket risiko for at eje, samle og opbevare radium urskive ure eller andre lignende genstande, der typisk blev overtrukket i radium-tilført maling.
Hold roen og tænk før du køber antikke.
